Follow on Bloglovin
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag

søndag den 26. juni 2011

Mad, krig og kærlighed.

Det sidste stykke tid, har jeg tænkt meget over, hvorfor du ikke føler, at jeg støtter dig i at blive veganer .. og, jeg har så mange tanker og holdninger inde i mit hoved, som jeg gerne ville dele med dig i den sammenhæng, men når du ikke kan lide at snakke om emnet, og generelt er meget diskussionssky, er det svært at komme nogen vegne. Derfor bruger jeg nu, som du kan se, din metode, og jeg håber ikke, at du bliver sur på mig, over at jeg lufter mine tanker her. De fylder for meget til, at jeg kan lade dem rode rundt i min hjerne - som gerne skulle være klar og ubekymret til en festlig uge på Roskilde.

Jeg tror, problemet er, at du ikke vil siges imod, fordi du føler, at du allerede kender mine argumenter og fordomme overfor den veganske livsstil i forvejen. Og måske har du ret, det du bare skal vide, er, at jeg dybest set ikke er imod veganisme, og at jeg har stor respekt for målet med at redde så mange dyr som muligt. For nej, det er ikke okay, som de bliver behandlet nu, og det er forfærdeligt, at folk ikke tænker sig mere om, og generelt er ligeglade med kødindustriens metoder.
Når det så er sagt, så synes jeg dog, det er ærgerligt, at du spilder din vrede og harme imod verden, på at indskrænke dine kostvaner yderligere. Der er SÅ mange måder, at kæmpe for dyrevelfærd på, og at droppe mælk og æg er i hvert fald, på ingen måde, den mest effektive. Det kan godt være, at det vil få dig til at have det bedre med dig selv, og det kan jeg helt sikkert også godt forstå, men hvis man tænker på resultatet i forhold til den kæmpe indsats, det bliver fra din side, så har man virkelig opnået et minimalt udbytte af sin præstation, i forhold til f.eks. den glæde og de resultater man kunne opnå på andre måder. Jeg tænker frivilligt arbejde, velfærdskampagner, politik, lokalarbejde osv.osv. - alle ting noget, hvor man ville kunne se et godt, fysisk resultat af sit arbejde, uden at skulle ændre sin livsstil så radikalt, at man ville blive til konstant besvær for andre mennesker.
At det er dyrene, og ikke andres menneskers holdning der betyder noget for dig, er jeg udmærket klar over, men omvendt - hvis man vil have folk til kæmpe for sin sag, bliver man på en eller anden måde også nødt til at have dem til at sympatisere med en, og det man gør. Derfor tror jeg bare ikke, at den stædige ligegyldighed du har til overs for andre, er konstruktiv, hvis du gerne vil hjælpe dyrene i sidste ende. Det er som en kædereaktion; jo mere du er ligeglad med andre, desto mere ligeglade bliver de med dig og det gode budskab, du gerne vil udbrede, nemlig at vi bør kæmpe for dyrevelfærden, og spise langt mindre kød, end vi gør nu.
Det er ikke fordi, jeg ikke forstår din harme. Jeg ville også blive vred, hvis jeg gang på gang svælgede i alle de forfærdelige eksempler du kan finde på dyremishandling. Du glemmer bare, at der også sker gode ting i verden, og at rigtig mange flere mennesker end tidligere, gør alt hvad de kan, for at beskytte, redde og bevare dyrevelfærden over hele kloden.

Til sidst vil jeg sige, at mine veganske fordomme naturligvis også bunder i en egoistisk, personlig interesse. Ikke at jeg er bange for, at vores livsstile vil skille os ad, men fordi jeg drømmer om at opleve rigtig meget af verden med dig, og at planlægge en rejse, hvor man f.eks. kommer langt ud på landet, ud i naturen, og samtidig skal tage hensyn til at finde veganske spisesteder .. det er så godt som umuligt, medmindre man kun besøger storbyer, hvor der er taget højde for alle grupper i samfundet.
Man kunne selvfølgelig gå på kompromis - leve så vegansk som overhovedet muligt herhjemme, og så tage højde for de givne omstændigheder i udlandet, men med din perfektionisme, tvivler jeg på, at du vil synes om idéen.

Derfor, hvis jeg kunne tillade mig at komme med en opfordring, ville jeg sige: vælg dine kampe med omhu - vær stolt af det, du allerede gør, og tænk: hvordan kan jeg hjælpe allemest, og hvordan kan jeg gøre den mest effektive indsats?

Den opfordring bør dog ikke komme fra mig. For hvad end du tror, støtter jeg dig i de valg, du tager. Jeg er stolt af, at du brænder for en god sag, selvom jeg indimellem er ked af, du ikke kan lide at debattere med mig. Og når du ikke føler, at jeg støtter dig, så tænk på, hvor meget jeg har ændret på, allerede i den tid vi har kendt hinanden nu. Du betyder så ufatteligt meget for mig, men du må ikke være ligeglad med resten af verden, hvis du gerne vil have folk til at ændre deres opfattelse af, hvad man kan tillade sig som mennesker.
Bare husk, at ligegyldigt hvilke kampe du vælger at kæmpe, vil den vigtigste kamp for mig, altid være for os. Jeg elsker dig.

lørdag den 28. maj 2011

Lykke > perfektion.

Jeg drømmer ikke om at være perfekt, for intet er det, men jeg drømmer om at være perfekt for dig. At kunne trøste dig, sætte et smil på dine læber og gøre dig lige så lykkelig, som du gør mig, selvom du ikke vil tro det. Tro hvad du vil, det her er mere ægte for mig, end noget andet nogensinde har været det, og jeg vil for alt i verden ikke opgive dét, der får mig til at føle, som jeg gør nu. Jeg føler mig hjemme i din nærhed, og jeg føler mig tryg. Trygheden kommer, fordi jeg samtidig føler mig noget værd, jeg føler mig stærkere og kan uden problemer give slip på de tanker, der holder mig søvnløs om natten, når jeg er alene. Men hvem ved, måske har du ret. Måske lever jeg i en illusion af kærlighed - og måske gør du det samme. Det spiller dybest set ingen rolle, for det vigtigste er, at vi gør det sammen.

torsdag den 24. februar 2011

Meningsløs vrede part 1-2

Hvorfor har folk fordomme overfor homoseksuelle?
Fordi man fodrer deres opfattelse, ved at være alt det, de dømmer os som, både hvad angår udseende, væremåde og livsstil.
Og hvis man ikke lever op til fordommene? Jamen så kan man da umuligt være homo. Her tænker jeg især på de unge, feminine lebber, der ikke har en chance i miljøet, fordi de rigtige lebber ikke tror på dem, og fordi de ikke kan møve sig frem i kampen, for skaren af liderlige drenge, der tror at statussen: "jeg er lesbisk og feminin" betyder: "lad os kneppe og invitere en veninde med!"

Når det så er sagt, er jeg derudover pisse hamrende træt, af lebbers overfladiske tilgang til kærlighed, og den manglende indsigt i forskellen på forelskelse og kærlighed. Jeg tror simpelthen ikke på, at det er muligt, at elske nogen efter en uge eller to. Hvis man oprigtigt mener, at det forholder sig sådan, vil jeg vove at påstå, at termen 'elske' bliver brugt så ofte, at man ikke længere er i stand til at se forskel på noget der er ægte og vedvarende, og noget der er overfladisk og flygtigt, præcis som mange lesbiske forhold desværre lader til at være for tiden.

torsdag den 10. februar 2011

4, 3, 2, 1 ...

.. VALENTINES DAY!

Ja, jeg er sørgelig. Jeg elsker at fejre Valentines Day, og jeg er træt af dem, der hader det. Ja, det er opreklameret, og ja, selvfølgelig er det kun en tradition, der er skabt for at trække penge ud af folk. Men, det er en sød idé at lave en dag der har til hensigt, at minde folk om at de skal glæde dem, de holder af. At der skal fastlægges en dato, før folk husker det, er så den anden, mindre heldige, side af sagen.
Ligemeget hvad, glæder jeg mig til at føre mine klæbrige, forelskede planer ud i livet - og så skal jeg nok holde lav profil resten af året. 

Anyway! I morgen er det fredag, og ej at forglemme: VINTERFERIE!
Det betyder, at så snart skolen slutter, smutter Laura og jeg på roadtrip til Jylland (ak, og ve). Det bliver nice! Jeg skal over og besøge Melissa i hendes nye crib, og vi skal på Train og se Faggot Fairys og Peaches. Det er .. 2.5 år siden vi sidst så hinanden, så jeg glæder mig rigtig meget.

Nu  skal jeg bare lige overleve resten af dagen. Vi har 7 timers videnskabsteori, som forberedelse til AT eksamensforløbet, og det er virkelig dræbende kedeligt.
Efter skole skal Moni endelig have sin gave, inden hun efterlader mig i en hel uge, snøft. Håber, hun bliver glad for den, for jeg har brugt rigtig lang tid på den, og endte med at være ret godt tilfreds. Har lavet et fotoalbum med en masse billedudklip, der viser nogle af højdepunkterne fra vores venskab, igennem de sidste 15 år. Det bliver sjovt at grine af, når vi bliver gamle og kedelige. Hæhæ.


tirsdag den 25. januar 2011

Men, alligevel

Det er gråt, mørkt og koldt udenfor, og det er kun lige holdt op med at regne.
Der er en evighed til weekenden, og jeg har absolut ingen penge før d. 1.
Jeg sover elendigt for tiden, har konstant mareridt, er øm i hele kroppen, og skolen har aldrig været mindre interessant.
Men, jeg er forelsket. Så alle de andre småting, betyder ikke så meget.

If your sun fades away
I'll do all just to make it shine
Precious one, it's okay
I'll be here to kiss your demons away