Det sidste stykke tid, har jeg tænkt meget over, hvorfor du ikke føler, at jeg støtter dig i at blive veganer .. og, jeg har så mange tanker og holdninger inde i mit hoved, som jeg gerne ville dele med dig i den sammenhæng, men når du ikke kan lide at snakke om emnet, og generelt er meget diskussionssky, er det svært at komme nogen vegne. Derfor bruger jeg nu, som du kan se, din metode, og jeg håber ikke, at du bliver sur på mig, over at jeg lufter mine tanker her. De fylder for meget til, at jeg kan lade dem rode rundt i min hjerne - som gerne skulle være klar og ubekymret til en festlig uge på Roskilde.
Jeg tror, problemet er, at du ikke vil siges imod, fordi du føler, at du allerede kender mine argumenter og fordomme overfor den veganske livsstil i forvejen. Og måske har du ret, det du bare skal vide, er, at jeg dybest set ikke er imod veganisme, og at jeg har stor respekt for målet med at redde så mange dyr som muligt. For nej, det er ikke okay, som de bliver behandlet nu, og det er forfærdeligt, at folk ikke tænker sig mere om, og generelt er ligeglade med kødindustriens metoder.
Når det så er sagt, så synes jeg dog, det er ærgerligt, at du spilder din vrede og harme imod verden, på at indskrænke dine kostvaner yderligere. Der er SÅ mange måder, at kæmpe for dyrevelfærd på, og at droppe mælk og æg er i hvert fald, på ingen måde, den mest effektive. Det kan godt være, at det vil få dig til at have det bedre med dig selv, og det kan jeg helt sikkert også godt forstå, men hvis man tænker på resultatet i forhold til den kæmpe indsats, det bliver fra din side, så har man virkelig opnået et minimalt udbytte af sin præstation, i forhold til f.eks. den glæde og de resultater man kunne opnå på andre måder. Jeg tænker frivilligt arbejde, velfærdskampagner, politik, lokalarbejde osv.osv. - alle ting noget, hvor man ville kunne se et godt, fysisk resultat af sit arbejde, uden at skulle ændre sin livsstil så radikalt, at man ville blive til konstant besvær for andre mennesker.
At det er dyrene, og ikke andres menneskers holdning der betyder noget for dig, er jeg udmærket klar over, men omvendt - hvis man vil have folk til kæmpe for sin sag, bliver man på en eller anden måde også nødt til at have dem til at sympatisere med en, og det man gør. Derfor tror jeg bare ikke, at den stædige ligegyldighed du har til overs for andre, er konstruktiv, hvis du gerne vil hjælpe dyrene i sidste ende. Det er som en kædereaktion; jo mere du er ligeglad med andre, desto mere ligeglade bliver de med dig og det gode budskab, du gerne vil udbrede, nemlig at vi bør kæmpe for dyrevelfærden, og spise langt mindre kød, end vi gør nu.
Det er ikke fordi, jeg ikke forstår din harme. Jeg ville også blive vred, hvis jeg gang på gang svælgede i alle de forfærdelige eksempler du kan finde på dyremishandling. Du glemmer bare, at der også sker gode ting i verden, og at rigtig mange flere mennesker end tidligere, gør alt hvad de kan, for at beskytte, redde og bevare dyrevelfærden over hele kloden.
Til sidst vil jeg sige, at mine veganske fordomme naturligvis også bunder i en egoistisk, personlig interesse. Ikke at jeg er bange for, at vores livsstile vil skille os ad, men fordi jeg drømmer om at opleve rigtig meget af verden med dig, og at planlægge en rejse, hvor man f.eks. kommer langt ud på landet, ud i naturen, og samtidig skal tage hensyn til at finde veganske spisesteder .. det er så godt som umuligt, medmindre man kun besøger storbyer, hvor der er taget højde for alle grupper i samfundet.
Man kunne selvfølgelig gå på kompromis - leve så vegansk som overhovedet muligt herhjemme, og så tage højde for de givne omstændigheder i udlandet, men med din perfektionisme, tvivler jeg på, at du vil synes om idéen.
Derfor, hvis jeg kunne tillade mig at komme med en opfordring, ville jeg sige: vælg dine kampe med omhu - vær stolt af det, du allerede gør, og tænk: hvordan kan jeg hjælpe allemest, og hvordan kan jeg gøre den mest effektive indsats?
Den opfordring bør dog ikke komme fra mig. For hvad end du tror, støtter jeg dig i de valg, du tager. Jeg er stolt af, at du brænder for en god sag, selvom jeg indimellem er ked af, du ikke kan lide at debattere med mig. Og når du ikke føler, at jeg støtter dig, så tænk på, hvor meget jeg har ændret på, allerede i den tid vi har kendt hinanden nu. Du betyder så ufatteligt meget for mig, men du må ikke være ligeglad med resten af verden, hvis du gerne vil have folk til at ændre deres opfattelse af, hvad man kan tillade sig som mennesker.
Bare husk, at ligegyldigt hvilke kampe du vælger at kæmpe, vil den vigtigste kamp for mig, altid være for os. Jeg elsker dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar