NO MORE!

Jeg er træt af, at det hele går op i karakterstress og last-minute halvhjertede forsøg på at gøre et bedre indtryk, når det eneste man får tilbage, er:  
"Jeg synes ikke, at jeg har set dig til undervisningen længe?"
Nej hvor underligt, der har også kun lige været NG tur, påskeferie og en hel uge med terminsprøver.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg tænker - hvorfor overhovedet prøve? Det er jo ikke fordi, jeg alligevel har en jordisk chance for at få det snit, jeg har brug for, når jeg vælger at faile i de allervigtigste og mest gældende fag. Problemet er, at jeg mangler en back-up plan. Noget, jeg kan bruge til noget konstruktivt, når jeg engang indser, at chancen for at jeg ender som freelance fotojournalist, er lige så stor som chancen for, at jeg afskaffer kongehuset og bliver lesbisk præsident i Danmark.

Lommepoesi? You wish.

Når ens mandag starter med et mareridt om Lady Gaga, burde man vide, at det ville blive en spøjs dag. Spøjs på den gode måde, viste det sig heldigvis! Ét modul på gym var lige til at overleve, så jeg kidnappede Sacha og tvang hende til at joine mig i cancer grillen. Så tog jeg hjem, handlede ind, lavede lektier, løb en tur .. og indså at klokken stadig kun var 15. Det må være sådan det føles, at få de der ekstra par timer i døgnet, man altid går og sukker efter. Ingen klager.

Nu er jeg lige vågnet fra mit nap, og burde gå i bad inden min søde ginger kommer til Haslev .. men det er bare så meget sjovere, at hygge med brokspot - ja, mere brok. Ikke noget personligt, jeg er faktisk vældigt godt tilfreds for tiden; MEN! Jeg er træt af alle de små, lommepoetiske 15-16 årige, der mener, at deres veludviklede ordforråd giver dem ret til at nedgøre andre mennesker, fordi de tror, at de gør det så diskret, at alt deres lort fremstår som filosofiske udredninger, som vi andre skal suge til os, så de kan redde deres røv, fordi ingen alligevel fatter bjælde af, hvad de i virkeligheden prøver at sige. Bemærk venligst ironien i den sætning.
Så meget for at fremstå moden. Øv, siger jeg bare.

They don't really care about us

Dette er et indlæg dedikeret til brok. Aggressiv, indebrændt brok, over hvor ligeglade skolesystemet er med gymnasieelever, og hvor useriøst de tager den uddannelse, de samtidig påstår, har så stor betydning for vores fremtid.
En ting er, at de skærer ned på vores ressourcer, og sørger for, at det bliver så kedeligt og tørt som muligt at gå i skole. Det kan jeg leve med. Noget andet er, at de afprøver nye eksamensformer på afgangselever, som de ikke engang er klar til at sende ud endnu. Det kan jeg leve med. Noget tredje er, at de lader os vente i evigheder på vores opgaver, som intet betyder for dem, men som betyder alverden for os, og er fuldstændigt ligeglade med, at vi er ved at gå i spåner over uvisheden, fordi det rager dem et hvis sted, at de skal sætte et eller andet tal på et eller andet tilfældigt dokument. Dét kan jeg ikke leve med.
I november måned afleverede vi vores idrætsrapporter - som er den eneste skriftlige opgave i idræt på c niveau, og derfor den opgave vores afsluttende karakter primært er baseret på. Har vi fået den tilbage? Nej. Hvorfor? Fordi to idioter fra min klasse stadig ikke har afleveret deres, og for at gøre det fair, får vi dem først tilbage, når de allesammen er rettet. Samtidig har skolen lige opdaget, at vi har for få idrætstimer, og at vi derfor skal have sat 4 ekstra timer ind, som vi ikke har plads til i skemaet, fordi det skal passes sammen med bookning af hal og sportsfaciliteter. Flot.
En endnu vigtigere opgave vi går og venter på, er vores SRP'er, der blev afleveret sidst i december. Vi får den tilbage i starten/midten af februar - men ingen ved den officielle dato, da det viste sig at være individuelt, hvornår vi får vores opgaver tilbage. Det vidste vi ikke. Vi vidste heller ikke, at man ikke kan kræve en forklaring på sin karakter - dvs. at der en eller anden dag, lige pludseligt, ligger et dokument med et tal, der udgør en vigtig karakter på vores beviser.
Det er den respons, vi får for 14 dages arbejde.
Jeg er træt af skolen. Jeg er træt af konstante skemaændringer, dødssyge ensformige afleveringer, tykhovede lærere, og følelsen af at de dybest set ikke tager os alvorligt, selvom det er det indtryk, de så desperat prøver at give os, ved at kværne løs om eksamener, fremtid og uddannelsesmuligheder.
Jeg glæder mig til at få et liv.

Hverdag, I'm back

Det er mærkeligt at være tilbage på gym igen, selvom alting er præcis, som det hele tiden har været. Måske er det dét, der er det mærkelige. Jeg tror, at jeg et eller andet sted havde en forventning om, at noget ville blive anderledes efter en god lang juleferie. F.eks. at mit ambitionsniveau var steget lidt .. eller at undervisningen pludselig virkede mere interessant.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ved bare, at det ikke var ret realistisk. Og det er ikke kun mht. skolen, jeg havde den forestilling, det var egentlig mere om hverdagene i sig selv. De er lige så skuffende kedelige, som jeg husker dem, og der er så frygteligt mange af dem. Januar bliver uoverskueligt lang, og der er intet at gøre ved det.
Eller jo, lidt. Man kan fortsætte med at høre The Script, hoppe under en varm dyne, og drømme sig langt væk.

- "Love wasn’t built for speed"

Weight ain't nothing but a number ...

Ja, jeg ved godt, at jeg ikke er bollefed, og ja jeg ved godt, at I elsker mig, selvom jeg har ølmave og bollehåndtag, men så lad dog lige være med at forvente, at jeg også skal elske mig. Det har jeg jo tydeligvis folk til. Haha .. ha.
Juleønske: selvtillid. Keywordet skal på banen igen i 2011, for jeg har givet op for i år. Min selvtillid er blevet bedre - meget bedre - end den har været, men jeg kan mærke, at den forsvinder igen, hvis ikke snart jeg tager mig bare en anelse sammen. Og hvor svært kan det også være? Der skal jo ikke så meget til! Løb nogle ture, spis et par gulerødder, drik mere vand og skær ned på drukken *poof* - just like that! Og når jeg nu godt ved, at der 'ikke' skal mere til at få den gode følelse af selvkontrol tilbage igen, hvorfor gør jeg det så ikke? Fordi min krop åbenbart er gået i permanent SRP/jule, something, trance, og nægter at lave andet end at sidde derhjemme, absorbere usundheder og tænke: det går jo nok altsammen!
Jeg savner det overskud, som motion plejer at give mig. Og jeg savner at føle mig tilpas i andet end mit fucking grimme nattøj. Min største frygt er, at tage kontrol på den måde, jeg plejer, når noget virker uoverskueligt. Især fordi det er en ynkelig ting at gå så meget op i, når man tager andres folks rigtige problemer i betragtning. Egotripper ftw.
Derfor: nytårsfortsæt = mere motion .. eller nye, fede venner.

Nu er det jul igen.

Og det betyder: Nisser, guirlander, nylavede brændte mangler på Strøget, adventskranse, pebernødder og et stort lysshow i Tivoli. Klejner, juletræer og dårlige TV serier – julehyggen vil ingen ende tage, og så har vi endda glæde af det hele allerede fra oktober måned, ikke fordi vi vil, men på grund af kommercielle fordele, så butikkerne kan nå at fede hele Danmark op med gode juletilbud. Hvor mange gange har vi ikke som forbrugere, stået i en lokal butik i slutningen af oktober og undret os over, hvor god holdbarheden på julechokoladen må være, siden den allerede er til salg? Og er det virkelig rimeligt, at vi skal druknes i julegodter allerede en uge efter Halloween? Nej. Den overvældende, traditionsbundne julehygge, der er indgroet i enhver dansker lider overlast, hvis udviklingen fortsætter på denne måde – hver siger hver ting til sin tid, og julen fortjener ikke at blive tyndslidt, bare fordi det økonomiske kredsløb skal kickstartes. Man burde lave et forslag om at forbyde alt jule relateret materiale før d. 20. november, så folk har en chance for at bevare deres julestemning, i hele den måned den oprindeligt var tiltænkt! Den evige fred findes kun på kirkegården, men julefreden skulle gerne være at finde andre steder, så lad os stå sammen i kampen imod den overfladiske tilgang til en hjertevarm tradition, og lad os sammen redde julen!

Min dansklærer elsker mig. Glædelig forbrugerjul, Hanne Boring <3

Blogspot = failure

Det skal ikke forstås som at blogspot er fail, for jeg er sikker på, at det er fantastisk, så snart man lærer det at kende. Men det er omtrent også dér, problemet ligger. For .. hvis man er lige så utålmodig som jeg er, og dybest set bare trænger til at skrive uden at tage sig af tusinde smarte sideindstillinger, så var det muligvis en fejl fra min side at skifte fra blog til blogspot. At multitarske er i forvejen ikke mit speciale, så at skulle fokusere på at redigere indlæg og tage hensyn til menuvisninger, fungerer slet ikke i mit hoved, hvis jeg samtidig skal forestille at skrive noget meningsfuldt. På den anden side skriver jeg stort set aldrig noget meningsfuldt, så måske kommer det hele til at passe sammen til sidst. I hope so. 

Og således blev mit første nye indlæg brok over hjemmesiden, som jeg af egen fri vilje har tilmeldt mig. 

Hello :'D!