They don't really care about us

Dette er et indlæg dedikeret til brok. Aggressiv, indebrændt brok, over hvor ligeglade skolesystemet er med gymnasieelever, og hvor useriøst de tager den uddannelse, de samtidig påstår, har så stor betydning for vores fremtid.
En ting er, at de skærer ned på vores ressourcer, og sørger for, at det bliver så kedeligt og tørt som muligt at gå i skole. Det kan jeg leve med. Noget andet er, at de afprøver nye eksamensformer på afgangselever, som de ikke engang er klar til at sende ud endnu. Det kan jeg leve med. Noget tredje er, at de lader os vente i evigheder på vores opgaver, som intet betyder for dem, men som betyder alverden for os, og er fuldstændigt ligeglade med, at vi er ved at gå i spåner over uvisheden, fordi det rager dem et hvis sted, at de skal sætte et eller andet tal på et eller andet tilfældigt dokument. Dét kan jeg ikke leve med.
I november måned afleverede vi vores idrætsrapporter - som er den eneste skriftlige opgave i idræt på c niveau, og derfor den opgave vores afsluttende karakter primært er baseret på. Har vi fået den tilbage? Nej. Hvorfor? Fordi to idioter fra min klasse stadig ikke har afleveret deres, og for at gøre det fair, får vi dem først tilbage, når de allesammen er rettet. Samtidig har skolen lige opdaget, at vi har for få idrætstimer, og at vi derfor skal have sat 4 ekstra timer ind, som vi ikke har plads til i skemaet, fordi det skal passes sammen med bookning af hal og sportsfaciliteter. Flot.
En endnu vigtigere opgave vi går og venter på, er vores SRP'er, der blev afleveret sidst i december. Vi får den tilbage i starten/midten af februar - men ingen ved den officielle dato, da det viste sig at være individuelt, hvornår vi får vores opgaver tilbage. Det vidste vi ikke. Vi vidste heller ikke, at man ikke kan kræve en forklaring på sin karakter - dvs. at der en eller anden dag, lige pludseligt, ligger et dokument med et tal, der udgør en vigtig karakter på vores beviser.
Det er den respons, vi får for 14 dages arbejde.
Jeg er træt af skolen. Jeg er træt af konstante skemaændringer, dødssyge ensformige afleveringer, tykhovede lærere, og følelsen af at de dybest set ikke tager os alvorligt, selvom det er det indtryk, de så desperat prøver at give os, ved at kværne løs om eksamener, fremtid og uddannelsesmuligheder.
Jeg glæder mig til at få et liv.