Dage som i dag.

Dage som i dag, er dage jeg helst er fri for. Hvor min konfliktskyhed udtrykker sig i indebrændt vrede og frustration, selvom det på ingen måde gør noget som helst lettere. Tilgengæld slipper jeg for at lukke en masse ord ud, da lige netop ord kan ramme på en måde, som intet andet kan. Og jeg rammer altid, hvor jeg sigter, selvom mine intentioner på ingen måde er ondskabsfulde. Indimellem er de måske lidt for ærlige, eller også kommer de bare så hurtigt ud, at jeg ikke når at sætte dem i den rigtige rækkefølge, og derfor bliver misforstået i en sådan grad, at alting alligevel ender med at give mig skyldfølelse, så rollerne vendes, og jeg ender i et grådkvalt undskyld, jeg aldrig havde regnet med at skulle give, til at begynde med.

Dagen havde ellers potentiale til at blive en hyggelig søndag, hvor jeg ville nyde, helt ind i kroppen, ikke at skulle på arbejde. Måske kan det stadig nå at blive sådan, på trods af en uundgåelig konfrontation.
Det håber jeg.