Den lesbiske skam.

Jeg er træt af lebber.
Jeg skammer mig over at tilhøre en minoritet, der gang på gang lever op til de platte fordomme som folk - desværre med god ret - har fået overfor os igennem tiden. Jeg ved ikke længere, om jeg skal grine eller græde, når der gang på gang popper et nyt kærestepar op på den lesbiske stjernehimmel, der erklærer deres fulde kærlighed til hinanden efter en uge, flytter sammen efter en måned, og bliver forlovet efter tre. Det er som en god brandert - sjovt til at starte med, men til at brække sig over dagen efter .. dog knapt så bogstaveligt.
- Og så spørger vi os selv om, hvorfor så mange lesbiske forhold ender galt. Well, surprise, hvad ellers kan man regne med, når vi åbenbart allesammen har så forbandet travlt med at finde den eneste ene, at vi forhaster os igennem alle de 'normale' dele af et forhold, så vi kan skynde os at nå til det punkt, hvor vi kan binde os, så vi er sikre på ikke at skulle være alene, og ende i en alt for lille lejlighed med 10 katte og et overskæg. For det er jo dét, der driver os frem i overtempo, er det ikke? Frygten for ikke at finde den store kærlighed i tide, og ende som triste betonlebber, der sidder og skumler i hjørnet på Vela hver eneste lørdag aften, på jagt efter nyt, ungt kød.
Selvfølgelig er tanken skræmmende, men jeg nægter at tro på, kærlighed bliver bedre af, at man skynder på den. Faktisk er jeg sikker på, at det bliver nøjagtigt det modsatte - for det er der masser af glimrende eksampler på i Lesboland, hvor alt ender i indbyrdes sladder, og fucked up indavlsprægede forhold.
Én ting er at forstå kvinder .. men lesbiske kvinder. Omg, nogen burde virkelig skrive en brugervejledning.