Jeg har, i løbet af det sidste døgns tid, opbygget en magtesløshed som jeg ikke havde håbet, ville dukke op så hurtigt. På den anden side, er det måske ikke så mærkeligt, taget i betragtning af, at mine krav til mig selv, ikke helt stemmer overens med min nuværende fysiske og psykiske ydeevne, eftersom jeg ligger og koldsveder på sofaen, i et brandvarmt rum, og prøver at undgå at falde i søvn. Jeg burde sove, I know, men tanken om at vågne op og bryde sammen igen, er alt andet end tiltalende. Ikke at det nødvendigvis sker, men følelsen er stadig tættere på, end jeg bryder mig om.
Jeg vil så gerne, kunne passe på dig. Være stærk nok for os begge to, i alt det her rod. Men lige nu kan jeg knapt nok bære tanken om, at skulle passe på mig selv.
Undskyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar