I'm a rambler.

Fejlen ligger i din overbevisning om, at du alene skal bære den byrde, du føler, er pålagt dig. Enten dét, eller også er martyrrollen blevet din ubevidste redning og undskyldning for, at kunne dykke ned i mørket og være ligeglad, uden andres bebrejdelser. Måske er det et spørgsmål om stolthed, eller måske handler det om, at du helt igennem, bund ærligt, ikke tror, at du kan få den hjælp og støtte, du har brug for. Hvis det er sandt, kan jeg på ingen måde beskrive, hvor meget jeg håber, du tager fejl. Hvor meget jeg er overbevist om det. For hvis jeg ikke kan tro på, at hjælpen finder vej til dem, der er modige nok til at række ud og bede om den, ryger min sidste rest af naive tillid, og den ville jeg savne, næsten endnu mere end jeg savner dig. For det gør jeg virkelig, hele tiden, og selvom jeg indimellem hader mig selv for, at være blevet så afhængig af dit nærvær, elsker jeg samtidig den tryghed, det giver, at vide hvor jeg hører til.

Der er ikke noget sted, jeg hellere vil være, end der hvor du er – hvor kliché og ynkeligt det end lyder. Og jeg ville ønske, at jeg kunne forstå, hvordan din trang til at komme væk, samtidig kan overskygges af et komplet mangel på overskud, der igen efterlader mig med en følelse af at være alt andet end tilstrækkelig. Mest af alt, ville jeg lige nu ønske, at jeg kunne begrave mit hoved i dine arme, i stedet for i den bunke lektier, jeg har fundet frem i min tiltagende rastløshed.

At være sammen med mig, er ikke det samme som en virkelighedsflugt, I know, men jeg ville så gerne kunne vise dig, at det ikke er alle sider af virkeligheden, du har grund til at flygte fra.