Det måtte jo ske, at min farmor alligevel meldte afbud til juleaften. Det var naivt af mig at blive i troen om, at hun dukkede op, så længe. Hun syntes, det var en lettelse af sige fra - for så går der ikke noget galt, som hun sagde, der er ikke noget, hun skal overskue, og så kan hun bare sidde derhjemme og være 'syg'.
Selvfølgelig skal hun heller ikke komme, hvis hun har det dårligt, det kan jeg godt forstå. Det hårde i at hun har det sådan, er, at det er en ond påmindelse om, hvordan det gik ned af bakke for min farfar for 3 år siden. Det var nøjagtigt det samme, der skete. Han mistede lysten til at forlade sit hus, og kunne ikke overskue noget så hardcore, som at komme forbi og spise andesteg og åbne gaver. Vi overtalte ham til at komme alligevel - men det gik ud over os allesammen, da han alligevel fik det elendigt, og måtte bruge halvdelen af juleaften i sengen.
En ting er, at min farmor nu også har nået dét punkt .. jeg frygter bare, at det ligesom med min farfar, kun er begyndelsen til én lang, nedadgående spiral af forværrelse.
Og det er måske en lidt pessimistisk måde at se tingene på, men jeg er færdig med at være optimist på min families vegne. Det er der ikke kommet andet end skuffelse ud af indtil videre.
Oveni hendes afbud, var min mormor og morfar også lige ved at blive hjemme, fordi deres lange indkørsel var fuld af sne, og de ikke kunne overskue at skulle bevæge sig ned for enden, for at blive samlet op af Movia. Det fik vi så løst med en sneplov, men altså, for helved da. Sådan nogle episoder overbeviser mig virkelig om, at jeg ikke har lyst til at blive gammel. Blive så gammel, at jeg ikke kan overskue at besøge min familie på årets mest traditionsbundne dag? Nej tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar