Outta my head

Mit overtrætte dilemma er, at jeg lader mig påvirke alt for meget af mennesker. Særligt mennesker der på den ene eller anden måde betyder noget for mig, som jeg holder af at være omkring, og som jeg sætter stor pris på at have i mit liv. Det fascinerende, og samtidigt grænseløst irriterende, er, at når det kommer til disse specielle mennesker, afspejler jeg deres humør i mit eget. Hvis de er glade, smiler jeg med dem, hvis de græder, bliver jeg trist, og alle følelser derimellem påvirker mig i en større eller mindre grad, afhængigt af hvor intense de er, og hvor modtageligt mit eget humør er på pågældende tidspunkt.
Den irriterende del indtræder så der, hvor jeg indser, at jeg ikke kan kæmpe imod mine humørpåvirkninger.
Og, selvom folk ikke på nogen måde har til hensigt at ødelægge mit humør, bare fordi de selv er alt andet end glade, så sker det gang på gang, fordi jeg simpelthen ikke er i stand til at lukke det ude. Det infiltrerer min hjerne, som går på autopilot, og begynder at tænke i imaginære problemløsninger, der alligevel ikke kan bruges til noget som helst ... og det driver mig til vanvid. Det er sket så ofte, og det bliver nødt til at stoppe, før mit hoved vender tilbage til sit gamle stadie af evige, komplet meningsløse spekulationer, der får mig til at ligge søvnløs om natten, og give mig mindreværdskomplekser om dagen, fordi jeg ved, at jeg som regel ikke er i stand til at ændre på folks dårlige humør alligevel. Midlertidigt, måske, men aldrig permanent, for ingen kan hjælpe nogen med noget, de dybest set ikke vil hjælpes med.

When you gonna wake up and fight for yourself?

When you gonna wake up and fight for yourself?

When you gonna wake up and fight for yourself?