Ja, jeg glædede mig som et lille barn til at skrive SRP ... til at sidde derhjemme og drikke kaffe, og være grim, og skrive noget klogt om et spændende emne. Men dengang havde jeg heller ikke lige overvejet, at jeg kunne komme i den tåbelige situation, som jeg er havnet i nu - hvor jeg har indset, at jeg ikke kan svare på min egen, meget lukkede problemformulering. Hvorfor er egentlig ligegyldigt, pointen er, at jeg ikke kan komme videre, og derfor er gået i negativt selvsving. At klokken snart er halv fire, gør det nok ikke mere konstruktivt, men åh, jeg kan slet ikke overskue, at jeg om 10 dage skal aflevere noget, der endelig beviser, hvor dum jeg dybest set er. Det er en kunst i sig selv, at jeg har holdt illusionen om at blive til noget meningsfuldt i live så længe, men nu er det vist også på tide at være realistisk og komme ud af den snævertsynede bobbel, så jeg kan sige ordentligt hej til virkeligheden.
Hej virkelighed. Jeg kan ingenting. Jeg er uintelligent, og klarer mig kun godt i gymnasiet pga. mine kloge veninder. Jeg har en masse hobbies, som jeg gerne ville kunne bruge til noget senere i mit liv - men sagen er, at jeg faktisk heller ikke er specielt god til nogle af dem. Det eneste jeg er rigtig godt til, er at være sarkastisk ... og at bage gulerodsboller. Og sarkastisk bagværk er bare ikke dét, jeg har lyst til at basere min fremtid på.
Jeg vil have mine ambitioner tilbage, sammen med den viljestyrke der for længst er druknet i dårlig selvtillid og endnu værre, savlende selvmedlidenhed. Brr. Hold kæft, hvor er jeg ynkelig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar