Forsinket mandagsbrok

Min hjerne kan slet ikke forstå, at det kun er tirsdag i dag. Det måtte meget gerne være onsdag, for det er dér, den gode del af ugen endelig starter. På samme tid synes jeg, at tiden går alt for stærkt, det burde kun være mandag, for så ville mit humør passe bedre med omstændighederne. Det giver overhovedet ingen mening, men det er der på den anden side heller ikke særlig meget, der gør i mit hoved lige nu.
Det giver f.eks. ikke mening, at vi skal lave 75 timers spanskafleveringer på et skoleår, hvor eksamener, SRP og studievalg i forvejen tager virkelig meget af vores tid. Og da slet ikke, når man tænker på, at vi på samme tid sidste år "kun" skulle nå at lave 50. "2.g. er det skriftlige år!" - yeah right, hvad fuck er det her år så? Det sjove år, hvor vi ikke lige lægger mærke til, at vi får smidt 25 ekstra timer ind, fordi vi er ved at brække os af grin over tilværelsen som afgangselever? Undervisningsministeren må have spist søm. Igen. Et godt bevis på den påstand er, at de - for Gud ved hvad for en gang - har ændret vores skriftlige engelsk eksamensform fra næste år af, så alt det vi har øvet os på de sidste 500 skoledage, er så godt som ubrugeligt, når det virkelig gælder.
Udover de større ændringer, har vi fået smidt den absolut mest frygtede engelsklærer i hovedet. Hun skal overtage os efter jul, og jeg ser virkelig ikke frem til det. Hun skal nå at lære os at kende, og føre os op til eksamen på mindre end et halvt år. Good luck with that.

Normalt skal der en del til, før jeg mister overblikket ... men, selvom jeg virkelig har prøvet at ransage min hukommelse, kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har følt mig så stresset, usikker og presset, som jeg gør for tiden. Jeg kan mærke det fysisk; jeg sover forfærdeligt, har mareridt, hovedpine, kvalme når jeg spiser, og en ubehagelig knugende fornemmelse i brystet, der bare ikke forsvinder. Jeg kan ikke overskue noget som helst, og kan ikke tage stilling til noget. Jeg snerrer af folk, skifter humør, og bliver forvirret over ting, som jeg dybest set er afklaret med. Det stinker - og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det, eftersom jeg har nået det punkt, hvor jeg i afmagt vælger at lave ingenting, i stedet for at lave en plan, og begynde fra en ende af. Som nu. Nu sidder jeg og brokker mig, i stedet for enten at sove, eller i det mindste gå i gang med en af de 3 afleveringer, jeg skal igennem inden weekenden.
Jeg tror måske, det er fordi, at alle de trygge faktorer, der udgjorde min hverdag for bare et par måneder siden, med fast kæreste, faste lærere, lange udsigter til eksamener osv., er brudt op. Ikke, at det er en dårlig ting, lige nu er det bare gået fra at være spændende til at være .. komplet uoverskueligt. Jeg savner et stabilt holdepunkt, og jeg savner måske dybest set også at føle mig uundværlig. Min hjerne fungerer sært, men jeg tror, at jeg har regnet den ud; når skolen går forfærdeligt, og mine karakterer falder, på grund af mine elendige, overfladiske, lorte afleveringer, har jeg et stort behov for, i det mindste at have styr på resten af mit liv. Eller ikke at have styr på, for det får man nok aldrig helt - men et stort, ynkeligt stort, behov for at blive bekræftet. Blive bekræftet i, at jeg har andre kompetencer end de faglige, for det har jeg, og det ved jeg jo dybest set også godt - min selvtillid er bare midlertidigt druknet i skyldfølelse over min dovenskab og fuldstændige mangel på energi, ambitioner og viljestyrke.
Jeg har mest lyst til bare at skride fra det hele, om ikke andet bare for en kort periode - virkelighedsflugt lyder fantastisk lige nu; en forlænget weekend i en storby, eller en uge på en strand på en lille ø, hvor den eneste bekymring er solcremens faktor. Mmh. Dét ville jeg gøre, hvis jeg ikke var fuldstændig broke. Men det er jeg, så nu vil jeg prøve at sove i stedet, og se frem til i morgen, hvor der endelig er forpremiere på Harry Potter 7, yeah, fucking yeah!