Normalt ville jeg tænke: ny blog - nye indlæg. Men der er få, meget få, tekster der egentlig har en betydning for mig, og som jeg derfor har valgt at genindsætte, selvom de på ingen måde er relevante for nogen som helst, og (heldigvis) ikke siger noget om, hvordan jeg har det lige pt.. Og det ville sikkert være sundest at glemme dem og lade dem flyde rundt for sig selv i cyberspace til evig tid. Men .. well, dårlige minder har gjort de gode minder endnu bedre, så de fortjener at blive husket. I guess.
Du spurgte, om jeg nogensinde græder. Du spurgte med en klang, der forstærkede indtrykket af at spørgsmålet var retorisk, og at du klart forventede et nej. Selvfølgelig græder jeg ikke; jeg er omtrent lige så følelsesladet som en sten, og min krop reagerer herefter. Dét ville jeg have svaret, hvis det havde været sandt. Men det er det ikke, og tro mig, jeg er færdig med at lyve.
Ja, svarede jeg. Jeg græder.
Jeg græder som et lille barn, men kun i stunder hvor mørket omkring mig overgår mørket i mit sind. Jeg græder i kramper; hysterisk og ukontrolleret. Jeg græder det onde væk. Jeg græder indtil tårerne efterlader min krop udmattet og tom, til trætheden tager over og søvnen forbarmer sig over mig.
Ja, jeg græder.
Okay okay, det var noget rod. Ehm … yeah, nu har jeg det. En scene! Scene som i iscenesat virkelig – realistisk og dog så langt fra at være sand, at det ville ryste dig, hvis du kendte den nøjagtige afstand. Nysgerrig? Jeg er. Hvis du så det kaos der havde magten i min mave, ville du også være nysgerrig efter at se, om jeg måske ville kunne finde hoved og hale i det hele og vikle det alt sammen ud, inden det blev til en stor filtret masse, hvis eksistens kun kan glemmes på en måde, og den måde snakker vi ikke om. For hvis vi tier længe nok, kan det være at måden forsvinder, sammen med kaosset. Bare tænk på Idas og Monis digt – ”tarme hulter til bulter”. Det giver faktisk et ret præcist billede af mine tanker lige nu. Hm, men hvad har ens tanker at gøre med ens indre kaos i maven? Kan maver tænke?
Min mave kan ikke tænke, kun knurre, og lige for tiden er den begyndt på at nyt sejt mavetrick. Den kan nemlig snurre sig sammen, så den føles som en fodbold der vejer 100 kg.
Prøv at se det for dig! Mig der går rundt med en fodbold på 100 kg i maven. Det er sjovt, ikke? Lige til at grine af. Ligesom tarmene der var hulter til bulter. Humor er det absolut bedste middel, hvis man vil undgå ubehagelige situationer. En naturlig forsvarsmekanisme kunne vi kalde det – ja det gør vi. Men hvad gør man så, når man er løbet tør for humor, og det ubehagelige finder dig? Hm. Hvis vi springer let og elegant henover svaret, kan vi hurtigere få stoppet denne her meningsløse strøm af ord. Ord som jeg vil kalde del 2, eftersom jeg fik den pludselige indskydelse at lave en skillelinje. Og nu laver jeg en til.
Gangen er hvid som sne. Sneen blænder mine øjne, og gør det svært at fokusere. Hold dig på midten, skriger en stemme i mit hoved. Jeg føler mig som en linedanser; blændet af rampelyset og komplet ude af kurs. Jeg genvinder balancen og stavrer usikkert videre. Mit blik flakker fra side til side. Hold dig på midten! Et glimt af en tid langt borte; en duft; et knus; et strejf af et smil i dit slidte ansigt. Jeg mister balancen. Mit blik farer til højre, ind igennem den halvt åbne dør, ind til den rynkede skikkelse i den store seng, der ligger alene, fæstnet til slanger og maskiner der bipper. Jeg synker, og mærker klumpen i halsen vokse til umenneskelige dimensioner. Jeg trækker øjnene til mig, men det er for sent. Jeg kan mærke panikken. Panikken der langsomt gror i mit bryst, der kvæler den sidste rest af selvkontrol, og som overhører bønnerne fra de andre følelser, der slås for at komme forrest i køen. Jeg giver slip, og lader panikken overtage. Panikken og dens gode ven; angsten – de vinder alligevel altid til sidst. Angsten er panikkens spion. Når først angsten har gjort sit indhug i min krop, kan panikken overtage så let som ingenting. Jeg er angst. Jeg er angst for at dø alene og ensom, med følelsen af at være uelsket som mit sidste holdepunkt. Jeg er bange for at dø kunstigt, og for at fejle mit sidste mål i livet; at dø. At dø hurtigt og smertefrit, uden andres indblanding, uden bippende maskiner, uden slanger, og uden at lade resten af verden trække mine lidelser i langdrag. Til sidst giver selv panikken op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar