Hvis man ikke kan finde ud af, hvor man skal begynde, skal man altid starte med begyndelsen. Siger man, i spøg. Men det er jo sandt, problemet er bare, at det indimellem er svært at huske begyndelse, fordi man har sine tanker på slutningen. Og begyndelsen er dybest set også ligegyldig .. i hvert fald begyndelsen på den strøm af tanker, jeg bare gerne vil have læsset af et eller andet sted - her, er ret oplagt. Alt virker faktisk rimelig oplagt lige pt, efter en halv flaske rosévin, hvilket bare forstærker min konklusion i en af de mange observationer, der går under kategorien; alt det andet. Nemlig at jeg drikker alt for meget for tiden, uden at vide hvorfor.
Nogle tænker deres liv i facebook statusopdateringer, og dét har jeg grinet meget af. Men lige nu tænker jeg nærmest mit liv i branderter. Og jeg ved snart ikke, hvad der er det mest ynkelige?
Jeg vil sige branderter .. men er også under hård påvirkning af A Fine Frenzy's - Almost Lover.
Den sang er så smuk, og den bringer mig nærmere til begyndelsen;
For, hvis du nu bare havde været en Almost Lover, havde jeg ikke haft så dårlig samvittighed over, at være kommet så hurtigt over dig. Men det var du jo ikke, du var alt for mig - hele mit liv i de 9 måneder. Jeg elskede dig højere, end jeg har elsket nogen anden før, og jeg var så sikker på os to. Det var du bare ikke. For mig var det 3 gang, lykkens gang - for dig var det første gang, og du havde bestemt ingen forestillinger om, at det også skulle være sidste .. hvilket du diskret mindede mig om indimellem med uovervejede hentydninger, der gjorde mere ondt på mig, end du nogensinde vil kunne forestille dig.
Jeg havde en ide om, at det var ydmygelsen og chokket over måden, du dumpede mig på, der havde gjort mig midlertidigt følelseskold, stærk og ligeglad. At smerten over at jeg når det kom til stykket ikke betød mere for dig, på trods af ringen, brevene, og alle de andre ting, der gjorde mig så sikker på at være elsket, var nok til at at få mig til at sige;
So long my luckless romance.
Men, følelsen forsvandt ikke, for jeg blev ved med at være ligeglad, ved med at tænke; jeg fortjener bedre, ved med at blive gladere, og ved med at føle en voksende glæde ved at være i stand til at være alene. Eller ikke alene, aldrig alene, for det har jeg stadig svært ved - ikke p.g.a. dig, though, men fordi det altid er i ensomme stunder, mine depressive tendenser har en evne til at dukke frem og spolere alting for mig og de mennesker omkring mig, som jeg holder så inderligt meget af.
Pointen er; jeg er stadig glad, og dét gør mig bare latterligt bekymret. Er jeg virkelig så følelseskold, at jeg ikke kan savne dig? Har jeg lukket af på samme måde, som jeg var så god til engang? Er jeg blevet den samme som jeg var - hende jeg afskyr, griner af, har medlidenhed med, og dybest set aldrig slipper? For hvis det er tilfældet, så har jeg grund til at være bekymret.
På den anden side er jeg måske bare blevet det ældre, og meget bedre til at håndtere et break-up, og så burde jeg jo dybest set bare være stolt af mig selv! Den egenskab er bare ikke en del af mit naturlige reaktionsmønster .. mest fordi der virkelig ikke er noget at være stolt over, hvis jeg virkelig tænker over det, primært på grund af en række iskolde, forfærdelige facts:
a) Jeg går i 3.g. og har altid været en stræber, der drømmer om et awesome gennemsnit. Lige nøjagtigt indtil nu - nu hvor mine karakterer rent faktisk betyder noget, og jeg har valgt at ditche skolen, som den dybest set også fortjener efter at have grebet så forstyrrende meget ind i min fritid.
b) Stræberen der er forsvundet, er druknet i alkohol og intet andet. Og at alkohol betyder mere for mig end min fremtid, er bare ikke optimalt. Desuden tog stræberen min kondi med i faldet - og det er næsten endnu være. En ting er at min hjerne ikke er i topform, men at min krop langsomt er ved at skifte fra .. well, rimelig sportstrænet til en uformelig klump af sprut og junkfood, ødelægger virkelig de sidste sørgelige rester af min selvtillid.
Jeg har en ide om, at hvis jeg bare kunne kende forskel på mine egne ambitioner og andres ambitioner for mig, ville det være nemmere. Tilgengæld ville jeg være bange for at indse, at det dybest set kun er andres ambitioner der har drevet mig frem, til der hvor jeg er nu. Eller var, før jeg besluttede mig for at ødelægge alting for mig selv, og nyde hvert et sekund af det samtidig.
.. Nu lyder det virkelig som om, at mit liv er virkelig sucked, men, hvis der var en grund til at være ked af det, over eks'en og over alting, så ville jeg vel være det. Men det er jeg ikke, sandheden er jo, at jeg dybest set er glad - eller i hvert fald bliver det igen, når jeg vågner ædru i morgen, og endnu en gang har glemt alting om skoletræthed og ølmave. Og det er en piges skyld. Alting er altid en piges skyld.
Og på den måde nåede slutningen begyndelsen, for man kan ikke skrive det ned, der endnu ikke er sket.
Man kan kun håbe og tro på, at det bliver godt - and I sure do. 'Cause I got her beat on my mind, and I really like the sound of it.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar